Valg af gravsten

Sådan vælger du den rigtige gravsten

Inden man vælger en gravsten, bør man have taget kontakt til den aktuelle kirkegård og få valgt/udtaget et gravsted. Så er det nemmere for stenhuggeren at afgøre størrelsen på gravstenen og hvilken sten, som vil passe bedst til gravstedet.

Stenhuggeren har som regel forskellige sten liggende ved deres forretninger til inspiration, derudover har de også alle de servitutter og regler fra alle landets kirkegårde. Det er naturligvis også muligt at gå en tur på kirkegården og blive inspireret af alle de eksisterende gravsten på gravstederne samt tage billeder som kan vises til stenhuggeren, for nemmere at forklare hvad der ønskes på stenen.

Hvad skal der stå på gravstenen?

Som pårørende er det vigtigt at forholde sig til, hvad det er der skal skrives på gravstenen. Det kan være det fulde navn på afdøde, kun fornavn, kælenavn eller andet der fortæller noget om hovedpersonen. Skal der skrives datoer på, fødselsdato, dødsdato, årstal eller ingen ting. Ligeledes findes der virkelig mange forskellige slags symboler og dekorationer, som gravstenen kan udsmykkes med. Det kan være hjerte, kors eller andet. En detalje som også er meget vigtig er, om der skal gøres plads til flere navne på gravstenen.

Det er derfor meget vigtigt, at man som pårørende bruger tid på at undersøge de forskellige muligheder der findes. Bedemanden er altid behjælpelig med spørgsmål eller det praktiske med formidling til en stenhugger.

Vi udleverer gerne brochure fra stenhuggeriet og inspiration kan også findes på stenhuggeriernes hjemmesider.

Det kan også være at der skrevet ønsker i Min Sidste Vilje.

Ting man skal være opmærksom på

Ved en begravelse skal jorden have tid til at ”sætte sig”, sådan at forstå at jorden synker ved gravstedet. Det kan tage op til mellem 4 & 6 måneder, før overfladen er plan med resten af gravstedet alt afhængig af jordbunden på den enkelte kirkegård, men det ved graveren mere om. Derfor sættes gravstenen først på gravstedet efter dette er sket. Ellers kan man risikere, at gravstenen vælter eller kommer til at stå skævt.

Om gravstenen skal sættes op ifm. urnenedsættelsen, aftales med den enkelte kirkegård og personalet. På nogle urne gravsteder/plade i græsset er der plads til, at stenen kan sættes og urnen kan graves ned ved siden af. Ønsker man at stenhuggeren kommer ud på kirkegården på et bestemt tidspunkt samtidig med en urnenedsættelse, skal man være opmærksom på, at det kan se voldsomt ud at sætte en sten på plads og der kan evt. komme et gebyr fra stenhuggeren for den service. Ellers kan stenen sættes enten før urnenedsættelsen eller efterfølgende.

Kors
Niels Pedersen
Niels Pedersen
Ejer og bedemand
36 39 58 10