Der er mange overvejelser og ting man skal huske på, når en af ens nærmeste dør.
Udover valg af bårebuket, kiste mv. til begravelsen eller bisættelsen – er et af disse forhold de skattemæssige forhold. Herunder særligt valg af skifteform samt afklaring af om dødsboet er skattepligtigt eller skattefrit.
For, hvordan beregnes skatten egentligt og hvornår er afdødes dødsbo egentlig skattepligtigt eller skattefrit?
Du kan også læse vores blogindlæg omkring, hvad er det første man gør når nogen dør?
Du er altid velkommen til at kontakte Søgade Begravelse, hvis du har spørgsmål.
Skifteformer ved et dødsbo
Når en person afgår ved døden, skal der bl.a. tages kontakt til Skifteretten, således at der kan udarbejdes en skifteretsattest.
Husk at et dødsfald altid skal anmeldes til det lokale sognekontor.
Det er ikke muligt at disponere over dødsboet før at der er udarbejdet en skifteretsattest.
Skifteretten rådgiver de efterladte omkring de forskellige skiftemetoder der er.
Skiftemetoderne er:
- Boudlæg
- Privat skifte
- Uskiftet bo
- Forenklet privat skifte
- Bobestyrerbo
- Udlæg til ægtefælle
- Forenklet privat skifte, når der kun er én arving
Søgade Begravelse rådgiver ikke om skifteformer, men bistår gerne med kontakt til bobestyrer.
Det er også mulighed at få vejledning om de forskellige skifteformer af Skifteretten. Du kan også læse mere om de forskellige skifteformer her.
Skat i et dødsbo
Det er størrelsen på afdødes formue og aktiver, der er afgørende for om dødsboet bliver skattepligtigt eller skattefrit.
Overgår boet til at være omfattet af reglerne for uskiftede boer, bliver boet ikke skattepligtigt (nu og her), selvom boet er over grænsen angivet nedenfor. Dette som følge af at længstlevende ægtefælle så overtager skatteforpligtelsen, ved at sidde i uskiftet bo. Boet kan dog gå hen og blive skattepligtigt, når længstlevende ægtefælle dør – og der kan derfor potentielt blot være tale om en udskydelse af skatten.
I 2021 er grænsen 3.033.700 kr.
Du kan se et eksempel på opgørelsen af om et dødsbo er skattefrit eller skattepligtigt her.
Skattefrie dødsboer
Er afdødes dødsbo ikke skattepligtigt, skal der kun udarbejdes en selvangivelse for, det man kalder mellemperioden, det kræver dog at der anmodes om afsluttende skatteansættelse. Mellemperioden regnes fra typisk d. 1. januar i dødsåret til og med dødsdagen. Det er indkomst i denne periode, der så skal selvangives.
Skattestyrelsen kan kræve afsluttende skatteansættelse senest 3 måneder efter de har modtaget åbningsstatus.
I 2021 er det kun restskatter over 38.300 kr. som kan kræves indbetalt til Skattestyrelsen. Overskydende skat bliver dog kun udbetalt, hvis det udgør mere end 3.300 kr. i 2021.
Du kan læse mere herom på Skattestyrelsens hjemmeside.
Skattepligtige dødsboer
Er afdødes dødsbo skattepligtigt, skal der udarbejdes en selvangivelse typisk fra d. 1. januar i dødsåret og indtil til dødsboets skæringsdato.
Indkomsten, der skal opgøres kaldes bobeskatningsindkomsten. Bemærk, at der kan gælde særlige regler, hvis afdøde drev personlig virksomhed.
Der gælder desuden særlige regler for succession i afdødes aktiver mv.
Typisk vil det her være en fordel at tage kontakt til en revisor eller skatterådgiver, der kan bistå med beregninger og optimering. Du kan desuden læse mere herom på Skattestyrelsens hjemmeside.
Der beregnes det man kalder et mellemperiodefradrag og dødsbofradrag, når man opgør skatten. Du kan finde satserne her.
Skatten i et dødsbo er 50%. For aktieindkomst er skatten dog 27/42%.
Oplysningsskemaet (det man tidligere kaldte selvangivelsen), skal indleveres til Skattestyrelsen samtidig med at boopgørelsen indleveres til Skifteretten.
Øvrige forhold
Skatten hos den længstlevende ægtefælle afhænger desuden også af, hvilke skifteform, der er valgt. Det er derfor altid en god ide at søge kyndig rådgivning herom, inden en skifteform vælges.
Der er set eksempler på, at man ved en fejl fx. som følge af manglende rådgivning, har fået valgt en skifteform, som har uhensigtsmæssige skattemæssige konsekvenser.
Du kan desuden læse mere herom på Borger.dk.
Kontakt
Søgade Begravelse yder ikke rådgivning om skifteformer eller skattemæssig rådgivning. Denne side har alene til formål, at vejlede på et helt overordnet plan omkring skifteformer og skat i et dødsbo. Vi anbefaler derfor altid, at de efterladte tager kontakt til en advokat, revisor eller skatterådgiver for at få rådgivning herom. Vi tager endvidere forbehold for ændrede satser eller regler.